fredag den 18. februar 2011

Jaimashi from Kathmandu!

Så har vi været i Kathmandu i 3 døgn, og det er vist på tide med en lille opdatering. Vi kom godt hertil tirsdag middag med kun 3 timers forsinkelse. Egentlig var det kun flyet fra Delhi til Kathmandu, der var forsinket og det virkede ikke rigtig til, at der var styr på noget. Bare det at tjekke ind tog 20 min. og det var endda uden kø. :) Denne flyvetur blev en meget speciel tur især efter at den mandlige steward sluttede af med at sige til os: ”Oh, I don't want you girls to leave”, efter vi havde sovet hele flyveturen og ikke anede hvem han var.
Ved ankomsten til Kathmandu lufthavn følte vi os nærmest berømte. Med det samme vi trådte ud af lufthavnen, var der en sværm af nepalesere omkring os der alle ville køre os ind til byen. Vi sagde at vi havde en aftale med Josephine, men de insisterede på at ringe til hende, så hun kunne komme noget hurtigere. Derefter blev vi introduceret til den meget voldsomme trafik, hvor alle kæmper for at komme først frem og ethvert udsving bliver annonceret med et dyt i hornet. Ellers var det en meget dejlig modtagelse i nok 20 graders varme.
Eftersom sæsonen er ved at skifte blev onsdag en dag, hvor det stod ned i stænger uden stop. Men onsdag var også dagen, hvor vi så fabrikken første gang og blev introduceret i, hvordan ethvert produkt og indpakning heraf bliver lavet fra bunden. Lige nu er vi i gang med at oversætte hele deres hjemmeside til dansk og er desuden i gang med at finde ud af, hvad vi skal lave med børnene i eftermiddagstimerne. Josephine har idéer til en masse små ting vi kan lave, så indtil videre ser det ud til at vi er godt beskæftiget. Denne dag fik vi også et varmt brusebad – skønt! Det er de færreste, der har sådan et installeret.
Inden vi kom hertil havde vi læst at man hilste ved at sige Namasté, som betyder ”jeg hilser guden i dig”. Men på fabrikken fandt vi ud af, at kristne har en anden hilsen nemlig Jaimashi, som betyder sejr i Kristus. Det er utroligt at se, hvordan de på fabrikken har Gud med i alt, hvad de gør!
Da vi stod i supermarkedet og skulle udpege vores aftensmad i går, fik vi os en lille overraskelse. To store klamme grå mus fór hen over gulvet lige, hvor vi stod. I vores forskrækkelse kom vi vidst med et lille udbrud – i hvert fald stirrede og grinede alle omkring os bagefter af det. :)
Det er RIGTIG koldt her om natten helt ned til 10 grader, så vi sætter stor pris på vores uldundertøj og dejlige soveposer. Det bliver dejligt når det forhåbentligt snart bliver lidt varmere!

mandag den 7. februar 2011

Indsamling

Vi har i den sidste tid samlet penge ind til børnene i Indre Mission Randers, Kronjyllands Valgmenighed og LM’s Frimenighed i Randers, og vi vil gerne sige tusind tak for alle gaverne. Selvom de ikke er til os, føler vi lidt at det er os, der bliver velsignet! Lige før den første indsamling blev vi meget rørt - vi følte os vel nærmest helt ydmyge. Tænk sig, at vi kunne få lov at få penge med fra denne indsamling. Af alle gode og vigtige formål i verden, får vi lov at medbringe gaver der, hvor vi skal hen, og vi får lov at se den velsignelse, som disse gaver vil føre til. Så mange tak for gaverne og også især for den opbakning og interesse, I alle har vist! Det betyder rigtig meget.

I skal også have tusind tak for jeres forbøn! Det var der – i bønnen for vores rejse – at vi følte os allermest velsignede!

Indtil vi køber gaverne til børnene, vil vi lade et kontonummer stå herinde på siden. Så hvis der er nogen, der har lyst til at give en gave med, er der mulighed for det endnu! Husk bare at skrive, at pengene er en gave til projektet, så vi ikke overser dem eller bruger dem på noget andet. Tusind tak!