torsdag den 5. maj 2011

Påske i Nepal

Der skete rigtig meget den sidste tid vi var i Nepal, så nu kommer der lige en opdatering på den sidste halvanden uges oplevelser! Skærtorsdag blev dagen, hvor alle de indsamlede penge blev til glæde for kvinderne og børnene. Vi havde snakket med Josephine om hvordan pengene bedst kunne bruges og besluttet, at de skulle gå til tre ting: en del af pengene skulle bruges på nye sko, skoletasker eller skoleuniformer til børnene. De er lige startet på et nyt skoleår og mange havde hårdt brug for disse ting. Det blev ordnet sådan, at hver mor kunne ønske hvad hendes børn skulle have inden for et vist beløb. To af kvinderne tog så ud og købte det hele onsdag, og torsdag delte vi så gaverne ud. Det var en dejlig oplevelse! Børnene var begejstrede for at få en gave og alle mødrene var meget taknemlige. Vi vil rigtigt gerne bringe al deres taknemlighed videre til jer og har også lovet Josephine at takke jer for hende! Jeres gaver er til stor hjælp herovre.






Den anden ting pengene skulle gå til, var nogle 'scholarships'. Josephine vil rigtigt gerne opmuntre børnene til at gøre en god indsats i skolen, så de kan få en god uddannelse senere hen. En måde at gøre det på, er at give en slags præmie til de børn, der klarer sig bedst i skolen. På den måde får børnene motivation til at studere og familierne får lidt ekstra penge at klare sig for i dagligdagen. Så det er en del af pengene også gået til, og disse blev også uddelt torsdag.
Resten af pengene er gået til en 'Medical Fund'. Der er mange, der har brug for at komme til lægen med større eller mindre ting, men som lader være, fordi de ikke har råd til at betale regningen. TouchNature hjælper dem af og til, når det er virkeligt nødvendigt, men kan langt fra hjælpe alle. Derfor valgte vi at en del af gaven skulle gå til det. Når nogle trænger til lægehjælp, men ikke har råd til det, kan de komme og få regningen betalt for de penge, I har givet. De har lovet os at vi vil få besked, når nogle af pengene bliver brugt, så vi og I kan følge med i, hvem der får gavn af pengene.

Langfredag havde alle på fabrikken fri. I Nepal er der ikke ferie i påsken, da det er et hinduistisk land, men i TouchNature fejrer de både jul og påske og har i disse anledninger en ekstra fridag :) Vi brugte dagen på at få set det gamle kongepalads i Patan (den by, vi bor i) og på at få købt de sidste souvenirs. Det var en rigtigt hyggelig og afslappende dag. Skønt! :)





Lørdag tog vi til nepalesisk gudstjeneste i den kirke, de tre unge piger på kontoret kommer i. Det var en utrolig dejlig oplevelse og vi blev taget rigtig godt i mod. Vi følte os virkelig velkomne! Da gudstjenesten var slut spiste vi alle nepalesisk mad sammen inden vi om eftermiddagen skulle ud og evangelisere rundt i byen. Vi havde været meget spændt på helt hvad dette gik ud på da vi jo ikke havde de store muligheder for at kommunikere med dem vi mødte. Men vi kom i en rigtig god gruppe som havde planlagt det hele og vi skulle egentlig bare følge med. De havde taget nogle musikinstrumenter og deres sangbøger med og så gik vi hen og satte os i en park, hvor vi sang lovsange. Da de nysgerrige så kom og lyttede fik de en lille folder med påskens budskab. Da vi var færdige tog vi med Laxmi hjem og så hvor hun boede. Der fik vi også set lidt Bollywood TV, som er det de mest ser herovre. Alt i alt en rigtig dejlig dag!




Søndag var vi til påskegudstjeneste i Patan Church. Det var rigtig festligt – ikke mindst fordi folk i denne kirke kommer fra så mange forskellige kirkesammenhænge og derfor har mange forskellige måder at lovprise på. Efter gudstjenesten besøgte vi et børnehjem, hvor der kun bor piger og hvor alle kommer til gudstjeneste i Patan Church om søndagen. Kvinden, der bestyrer hjemmet, havde været i Randers i november, da hendes kæreste er på bibelskole i Mariager, så det var ret sjovt at snakke med hende. Igen havde vi en helt fantastisk dag. Vi fik lov til at deltage i deres påsketraditioner, og det var super hyggeligt. Efter frokost fik alle pigerne malet deres ansigter og vi fik lov at udleve vores kreative sider, da flere af dem gerne ville have os til at male dem. Det var rigtig sjov og farverigt. Derefter gik alle pigerne indenfor, mens vi hjalp til med at gemme to store skåle med påskeæg i deres forhave. Det var ret svært at finde gemmesteder til sidst :) Derefter kom de alle ud på æggejagt og det var skønt at se, hvor meget de elskede det og gik op i det! Da stort set alle æggene var fundet satte vi os i en rundkreds og legede hviskeleg, frugtsalat mm. Sidst på eftermiddagen satte vi os så ind i dagligstuen og pigerne viste os forskellige danse og sang nogle flotte sange for os. Det var virkeligt hyggeligt og så dejligt at se, hvor godt alle disse piger havde det sammen. :)







Mandag fik vi langt om længe vores indiske visum efter at have besøgt den indiske ambassade 4 gange og ventet i rigtig mange timer, så det var virkelig dejligt endelig at få styr på det. :) Sidst på eftermiddagen tog vi igen ud til børnehjemmet, da vi skulle aflevere noget tøj vi ikke behøvede at have med videre, men også fordi vi havde lovet at komme og vise pigerne, hvordan man laver danske frikadeller. Eftersom fars ikke lige helt er det samme herovre som derhjemme og at pigerne er vant til meget stærkt mad er vi lidt usikre på hvor stor en succes det blev. I hvert fald var der en af pigerne der bagefter spurgte os om vi ikke havde krydderier i Danmark. :) Men vi havde det rigtig hyggeligt sammen, nogle af pigerne lærte os lidt nepalesisk og vi fik en stak tegninger fra de små piger. :)





Resten af ugen gik stille og roligt og vi fik taget afsked med alle de dejlige mennesker på fabrikken. Det var faktisk rigtig trist tage derfra fredag eftermiddag og sige farvel til dem alle, men vi er taknemmelig for alt hvad vi har fået lov at opleve på fabrikken. Det har virkelig været berigende på alle måder og vi håber på at møde nogle af dem igen på et senere tidspunkt. :)
Nu er vores tid i Nepal så forbi og vi er ankommet til Goa i Indien. Her står den bare på badeferie og afslapning og det er rigtigt lækkert! Vi har ikke planer om at vende hjem lige så blege som vi tog afsted :) Vi håber I alle sammen har det rigtig godt i dejlige Danmark og vi glæder os til at komme hjem til jer om ikke så længe!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar